Hvad er det der afgøre om vi har succes med hvad vi foretager os? Læs hvordan mål kan hjælpe dig med, at få succes i hvad du foretager dig. Ved en undersøgelse blev succesfulde businessfolk og elitesportsudøvere adspurgt om, hvad der driver dem indenfor deres felt. Et fællestræk for de adspurgte var, at alle svarede ”mål” – og ønsket om at opnå disse! Denne artikel vil give dig en idé om, hvordan du ligeledes kan anvende denne filosofi til din vinding.
Mål på godt og ondt
Jeg er helt bestemt ikke den første til at nævne, at mål er vigtigt – hvad end det er nytårsløfterne, eller dagligdages mål det drejer sig om. Du har helt sikkert også nogle underbevidste, eller bevidste målsom du forsøger at følge i hverdagen. Det kan være alt fra at du ønsker en bedre livsstil, en ny bil, mere fritid eller at motionere mere. Hvad mange desværre glemmer er, at klarlægge vejen til deres mål.
Det handler alt sammen om at være realistisk. Det er en meget jordnær tommelfingerregel vi desværre alt for ofte glemmer – måske endda fordi den er så pokkers simpel.
Du høster som du sår
Et godt eksempel på dette, er mange individers drøm om at blive selvstændig og succesfuld. Tømmerlærlingen har knap nok nået at få svendebrevet i hånden før hans imaginære tømmervirksomhed kører derud af med fuld blus under kedlerne, og kunder i butikken. Spørger du derimod tømmerlærlingen om, hvordan han vil nå sit mål, skal du ikke blive overrasket over, hvis spørgsmålet både kommer bag på ham, og at svaret vil være en sludder for en sladder.
Hvis vejen til ens mål er uklarlagt, så kan selv de bedste intentioner godt pakke sammen og tage hjem! Gider Tømmerlærlingen ikke administrativt arbejde, eller forventer han 37 timers arbejdsuger som tømmermester, så vil tømmerlærlingen højst sandsynligt aldrig blive andet end en tømmersvend. Det er naturligvis også helt ok, men pointen er blot, at jo mere du investerer, jo mere får du tilbage. Og hvis du ikke investerer efter dine mål, så er sandsynligheden for en fiasko overhængende.
Mit postulat er, med udgangspunkt i eksemplet ovenfor, at vi alt for ofte finder os selv som værende tømmerlærlingen. Vores mål og det vi investerer for at opnå dette, er simpelthen ikke overensstemmende. Desværre bevirker det alt for ofte, at vores mål faktisk kan gå hen og blive vores egen fjende nummer et. Hvis vi gang på gang sigter over evne, vil vi gang på gang opleve et nederlag.
Hvis du ofte har oplevet dette, har du sandsynligvis oparbejdet en neuro-association overfor tidligere mål. Vi er ikke altid i stand til at styre hvordan vi føler eller agere i givne situationer. Hvis din hjerne gentagende gange igennem tiden har oplevet negative følelser forbundet med de mål du har opgivet, vil hjernen opbygge negative associationer (neuro-associationer) i forbindelse med omdrejningspunktet for målene. Første skridt på vejen til succes er, at få vendt disse neuro-associationer så du kan komme i gang med dine nye mål med fornyet energi og selvtillid.
En teknik du kan benytte for, at påvirke dine neuro-associationer er, at benytte en teknik kaldet betingning. Måden dette fungerer på er ret simpel. Du skal lære at forbinde nydelse med det, at arbejde hen imod målet, og ubehaget ved ikke at gøre dette. En god idé er at skrive ned og forestille sig, at du har opnået dit mål – Hvilken følelse bringer det frem? Og hvordan føles det at forstille sig, at du ikke har opnået dit mål?
Hellere 1 lille skridt frem end 2 store, og 3 tilbage:
Det er vigtigt at du tager det langsomt, når du sætter dig nogle mål. Ønsker du at motionere mere? (læs eventuelt om motionsboksning) Ønsker du at leve sundere? Fint! Men skal vi ikke gøre det lidt mere håndgribeligt? For mange mål er ikke konkrete nok, og derfor er det svært at lægge en strategi om, hvordan man vil opnå disse.
Hvis du gerne vil kunne passe bukserne som du ikke har kunnet passe siden de sidste 10 kilo er kommet til, så tag udgangspunkt i det, men pas på! Du kan sagtens have et overordnet mål, der hedder at du gerne vil tabe 10 kilo, men delmål er essentiel for at opnå de større mål. Hvis du hver morgen vejer dig og du efter 2 måneder kun har tabt dig 1 kg, så mister du hurtigt gejsten. Sæt nogle delmål som er overkommelige. Ved at sætte delmål, der er indenfor din rækkevidde vil du bevare motivationen og ikke miste fokus. Og inden du ser dig om, vil du opleve at dit endelige mål, som før virkede urealistisk, slet ikke er så urealistisk endda!
Belønning:
En metode at kryddere dine motivation op på, kan for eksempel være hvis du indlægger små belønninger. Det er dog vigtigt at dine belønninger ikke står i vejen for dine mål. Har du som mål at du gerne vil tabe dig 10 kilo, så går det naturligvis ikke, at din belønning er at være lidt ekstra ”god” ved dig selv en aften med chips, dip og slik. Det kommer aldrig godt igen, og faren er at du kommer ud på et skråplan, hvor du taber dit fokus på dine mål, og i værste fald får et større tilbagefald end førhen. Tjek selv hvor stort et kalorieindtag selv små mængder af slik og chokoladebars medfører.
Vælg derimod nogle andre belønninger, som der er mindst lige så attraktive. Forær dig selv en ny skjorte, kjole eller et par nye sko. Tag en tur i biografen eller hvilke andre små frynsegoder, som lige præcis tiltaler dig, når du opnår et mål!
Dine mål, dit valg, din succes!
Hvad end dit mål er, så er metoden den samme. Det er vigitigt ”to keep it simple”. Lad være med at tage munden for fuld, og tag det et skridt ad gangen. Rom blev ikke bygget på en dag, og det er vigtigt at have i mente, når du fastsætter dine første mål. Start roligt op og giv dig selv tid til at vænne dig til de forandringer du ønsker i dit liv. Hvis du sørger for det, vil du hurtigt opdage hvor stærkt et værktøj at sætte mål er, og at du hurtigt vil opleve succes og fornyet energi i hverdagen.


No comments yet.