Bruger anmeldelse – Nike free run+

Lækre løbesko til den krævendeEt par løbesko er ikke bare et par løbesko. Der er visse krav de skal opfylde for, at give brugeren den bedste oplevelse. I denne anmeldelse vil jeg give min uforbeholdne vurdering af Nike free run+ løbeskoen.

For 1 år og 6 måneder siden købte jeg et par Nike free run+ løbesko. Siden da har de været udsat for meget. Om det har været sommer eller vinter, har jeg benyttet skoen – i slud, sne, regn, mudder osv. Ligeledes har Nike free run+ skoen været med mig en tur på interrail, hvor jeg har brugt dem til gåture på op til 30 km om dagen. De har ligeledes været udsat for at været brugt som badesandaler ved stranden, hvor de naturligvis på grund af dette, er blevet gennemblødt med saltvand.

Hvor mange kilometer jeg i alt har tilbagelagt med mine Nike free run+ på, tør jeg slet ikke at tænke over. Èt er dog helt sikkert. Det er bestemt en stor distance, og jeg har endnu ikke haft et par løbesko, der har modstået det samme som disse har.

Nike free run+ og pasform

Noget der er vigtigt for mig, når jeg køber en sko er naturligvis at den sidder godt, og er god at have på. Det siger sig selv, men situationen for mig er, at jeg er ekstremt kræsen med mit skoudvalg. Er der blot det mindste fnidder fravælger jeg en sko uden, at jeg så meget som blinker med øjnene.

Med Nike free run+ blev jeg dog ekstremt overrasket. Skoen er ultimativt den bedste sko jeg nogensinde har haft på. Materialet skoen er lavet af, har bestemt afgørende betydning her. Det er en smule elastisk, tyndt og blødt. Min fod er generelt meget bred, men jeg kender en del hvis fod er meget smallere end min, der samtidig er enormt glade for deres Nike free run+, og oplever samme glæde ved pasformen.

Nike har tilsyneladende præsteret at konstruere en universal størrelse, der tilpasser sig den individuelles fod. Sålen er ligeledes meget fleksibel. Du kan faktisk bøje skoen så meget at snuden og hælen kan mødes. Det betyder ligeledes at din brugeroplevelse bliver rigtig god. Du får en enormt god kontakt med underlaget, og Nike free run+ føles bare meget behagelige generelt.

Nike free run+, vægt og ventilation

En ting er pasformen. Noget andet jeg personligt mener er lige så vigtigt, er vægten. En løbesko skal være let – så let at man faktisk ikke aner at man har den på. Endnu en gang har Nike imponeret mig. For at pointere hvor lette Nike free run+ er, har jeg vejet min størrelse 45 på køkkenvægten. 1 sko vejer sølle 240 gram. Du tænker reelt set ikke over, at du har et par sko på de første gange du løber med et par Nike free run+. Jeg føler at den mindre vægt har haft en lille indflydelse på mine løbetider. Måske ikke meget, men det er de små forskelle der får stor betydning i sidste ende.

At skoen er så let betyder naturligvis også at skoen er lavet i meget lette materialer – og få af dem. Selve skoen er udført i et form for stof, der mere virker som et ”hullet” net og betrukket med et tyndt lag gummi på udsatte områder (hvor belastningen er hård). Dette ”net” fungerer rigtigt godt som ventilation i skoen. Jeg har endnu ikke prøvet at fryse tæerne selvom jeg har løbet i minusgrader. På den anden side så har jeg heller aldrig prøvet at sejle rundt i sved i skoen. Løber du i regn, kan du dog godt opleve at skoen bliver lettere gennemblødt end andre løbesko, da materialet er meget let og fokuserer på god ventilation. Det er dog ikke noget der har haft det store udslag for mig og min glæde overfor skoen.

Nike free run+ og kvalitet

Kvaliteten af skoen har jeg været lidt inde på allerede. Hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg bestemt ikke at jeg har behandlet mine Nike free run+ særligt godt. Jeg har den tilgang til det, at de er et ”arbejdesredskab” og at de derfor skal bruges under alle forhold. Det betyder normalt også, at jeg har en forholdsvis hyppig udskiftning i mine løbesko. Det har Nike free run+ imidlertid dog lavet om på.

Efter halvandet år står mine Nike free run+ stadig rigtigt flot. At sige, at de står som ny vil være at lyve. Sålerne der har været hvide, bliver det aldrig igen. Med en svamp lykkedes det mig dog altid at få dem 95% hvide. Det er kun i de små revner i sålen at det ikke lykkedes mig. Slitagen på sålen er nok noget af det der har overrasket mig mest. Jeg har en slem tendens til at slide mine sko skæve. Det er dog ikke tilfældet med Nike free run+. Jeg har ingen idé om, hvad sålen er lavet af, men den holder!

Læs: Anmeldelse af Fitness World i Aarhus

Noget jeg normalt også har problemer med ved løbesko, er at de enten går op i limningerne eller syningerne. Under løb og anden sport, er det klart at løbesko generelt bliver udsat for nogle høje tryk og ugunstige forhold, der ikke ligefrem er ideelle, hvis man ønsker at en sko skal holde i lang tid. Jeg har nu nærstuderet begge mine Nike free run+ sko, og jeg har ikke kunne finde et eneste sted, hvor skoene er gået i stykker. Det lyder ret mirakuløst, og tro mig, jeg er også selv meget overrasket.

Nike free run+ sensor

En anden fordel ved Nike free run+ er, at du kan købe en billig sensor til skoen. Under indlægget i den ene sko, er der plads til denne sensor. Sensoren fungerer ligesom en GPS. Den registrere din løberute og tid. Efterfølgende kan du uploade datas til nikes hjemmeside, hvor du efterfølgende let kan følge dine resultater og fremgang. Et rigtigt smart alternativ til de mange løbeure, der for mig virker ret irriterende at have på. Normalt kan denne sensor erhverves til omkring 150 kr, hvilket må siges at være billigt – i min verden.

Nike free run+ og konklusion

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ovenud begejstret for mine Nike free run+. Jeg har faktisk været så glade for dem, at jeg har valgt og købe et par mere som jeg bruger i min hverdag. Mine forrige løbesko var et par Nike Shuffle sko, hvilke jeg også var rigtig glade for. De kostede cirka det dobbelte af Nike free run+, men besad langt fra de samme kvaliteter som Nike free run+ gør.
Kombinationen af de lette materialer, den ekstreme holdbarhed, den lækre komfort og tilpasningsgrad gør, for mig, Nike free run+ til den optimale løbesko. På intet tidspunkt har jeg været i tvivl om, at jeg har købt mig de rette sko. Det eneste minus jeg kan se ved skoen er, at man får lettere våde fødder når det regner end ved mere ”kompakte” sko, hvor ventilationen er dårligere. Det er et kompromis jeg kan leve med. Så med mindre du har en abnorm stor lyst til at løbe i regn frem for tørvejr, så bør det ikke være af for stor betydning for dig. God løbelyst!

No comments yet.

Leave a Reply